Hassan Tamer voksede op med en tyrkisk baggrund i Holbæk, men føler sig dansk. Efter flere skole- og boligskift og et gymnasieforløb i København, kastede Hasan Tamer sig ud i juraen med ambitioner om at gøre en forskel som familieretsadvokat. Men noget manglede.
– Jeg fik fine karakterer, men det gjorde mig ikke glad. Det tog lang tid at mærke efter, om jeg gjorde det for mig selv – eller for at leve op til andres forventninger, fortæller Hasan Tamer.
Vendepunktet kom over en samtale i sofaen med kæresten. Hun opfordrede ham til at finde noget, han virkelig brændte for. Valget faldt på el-faget, og i dag er han glad for at kunne bruge hænderne og se konkrete resultater.
– Jeg har altid elsket at bygge ting og arbejde praktisk. Kombinationen af det tekniske og det håndværksmæssige giver mig energi.
Ansigtet bag navnet
Men rejsen ind i branchen har ikke været uden bump. Hassan fortæller ærligt om de udfordringer, han oplevede med at finde en læreplads.
Trods gode karakterer og en stærk ansøgning – korrekturlæst af hans dansklærer-kæreste – fik han afslag fra over 60 virksomheder. Først da en lærlingeansvarlig fra Wicotec Kirkebjerg mødte ham personligt, fik han chancen.
– Jeg har altid vidst, at mit navn kunne give fordomme. Derfor gjorde jeg meget ud af at møde op fysisk og vise, hvem jeg er, siger Hasan Tamer.
I dag trives han på arbejdspladsen, og oplever kollegaerne som åbne og støttende. Det er netop sådanne miljøer, som Plads til Flere ønsker at fremme.