Neurodiversitet og diagnoser

Onboarding – den gode begyndelse

Design illustration som viser personer der hjælper hinanden til at få en god begyndelse

Onboarding er mere end blot en introduktion til arbejdsopgaver og kolleger. Det er en strategisk proces, der har afgørende betydning for, hvordan nye medarbejdere oplever deres første tid i virksomheden – og om de bliver. En god begyndelse er vigtig for alle elever og lærlinge – både på skolen og i virksomheden. For når en ny lærling møder op på sin første arbejdsdag, er spændingen stor – for hvad skal der egentligt ske? En struktureret onboarding sikrer, at lærlingen føler sig velkommen, informeret og inkluderet. Det skaber tryghed og engagement, som er afgørende for at trives.

En god introduktion kan være vejen til fastholdelse

Ifølge erfaringer fra Cabi og andre aktører inden for arbejdsmarkedet, har virksomheder med en god onboardingkultur lettere ved at fastholde medarbejdere – især dem, der er i udsatte positioner, som fx neurodivergente. En god onboarding, hvor der tages højde for fx manglende erhvervserfaring, behov for struktur eller at være en minoritet ift. køn eller etnicitet, reducerer risikoen for tidlig opsigelse og sygefravær, fordi lærlingen får en klar forståelse af arbejdsopgaver, forventninger og sociale normer.

En god onboarding kan fx begynde med en lærlingepakke, der indeholder et velkomstbrev, en plan for den første uge og generel information om arbejdstøj, arbejdstider og interne procedurer. Særligt unge lærlinge har ofte ikke meget erfaring fra arbejdsmarkedet, og at vide, hvad der skal ske, skaber tryghed og gør din lærling til en del af arbejdspladsen – hurtigere. Projektet ”Sammen om det gode lærlingeforløb” på Den Jyske Håndværkerskole har en god og detaljeret guide til, hvad en lærlingepakke kan indeholde.