Denne side giver konkrete forslag til, hvordan I med enkelte justeringer kan arbejde med trivslen hos alle – også for medarbejdere, der skiller sig ud fra flertallet. For at sikre, at alle medarbejdere trives i virksomheden, har ledelsen ansvar for at skabe et miljø med plads til, at alle medarbejderne er forskellige.
Skiller man sig ud fra flertallet, kan det for den enkelte være en udfordring at passe ind. At skille sig ud kan både være usynligt og synligt.
Det er fx usynligt at have en diagnose, der gør, at man tænker anderledes. For at omfavne denne gruppe kræver det viden om deres konkrete udfordringer, og hvordan man skaber de bedste betingelser for den enkelte.
En mere synlig måde at skille sig ud kan fx være i kraft af køn eller etnicitet. Her er udfordringen typisk kulturen, hvor det er vigtigt at have fokus på hinandens forskelligheder som en styrke og ikke en svaghed.
• Virksomheden har en politik om nultolerance overfor diskrimination.
• Virksomheden har klare retningslinjer for adfærd og kommunikation.
• Håndter sager om diskrimination iht. en konkret og kendt handlingsplan.
• Arbejd aktivt med at fremme et inkluderende sprogbrug.
• Klæd nøglepersoner på til at bidrage til det trygge arbejdsmiljø.
• Udvikl og kommuniker om virksomhedens politik. En klar politik skal tydeligt understrege, at virksomheden har nultolerance overfor diskriminerende adfærd og sprogbrug. Politikken skal kommunikeres klart til alle medarbejdere i virksomheden.
• Etabler klare retningslinjer. Sørg for at skabe retningslinjer for, hvordan medarbejdere bør agere i forhold til respekt, adfærd og sprogbrug. Ledelsen og nøglepersonerne skal gå forrest i at følge retningslinjerne.
• Handlingsplan til konflikthåndtering. Udarbejd en klar handlingsplan, der trin-for-trin beskriver håndtering af diskriminationssager. Opsøg om nødvendigt ekstern hjælp, og træn nøglepersoner i at håndtere sagerne.
• Fokus på inkluderende kultur. Arbejd målrettet med at fremme en inkluderende kultur blandt virksomhedens medarbejdere. Skab bevidsthed om, hvordan ord kan gøre ondt.
• Styrk nøglepersonernes rolle. Tilbyd TR, AMR og andre nøglepersoner handlingsorienteret træning i at skabe det trygge arbejdsmiljø med fokus på inklusion, kommunikation og konflikthåndtering.
