Køn og etnicitet

”Det handler om, hvordan vi taler sammen”

Hasan Tamer, 29 år og elektrikerlærling hos Wicotec Kirkebjerg A/S.

Hassan Tamer, elektrikerlærling hos Wicotec Kirkebjerg A/S

Hasans vej ind i el-branchen har ikke været snorlige. Efter at have læst jura på Københavns Universitet valgte han for fire år siden at følge sin intuition og skifte spor. Han ville bruge sit kloge hoved og sine hænder til at tage ansvar og gøre en forskel i en branche, hvor arbejdsdagene aldrig er ens, men altid udfordrende og spændende:

“Jeg valgte elektrikerfaget, fordi jeg kunne mærke, at det passede til mig. Samtidig ville jeg gerne vælge et håndværkserhverv, hvor arbejdet kræver en autorisation og med gode muligheder for videreuddannelse.” fortæller Hasan.

Elektrikeruddannelsen blev derfor starten på en ny karrierevej i Hasans liv. En vej, der har ført et par bump med sig, men som han i dag er rigtig glad for. Med tyrkiske rødder og en uddannelsesbaggrund inden for jura har han følt, at han stod ud fra mængden og skulle gøre mere for at passe ind. Selv om han understreger, at der fortsat er plads til udvikling på det punkt, mærker Hasan, at viljen til at forstå og rumme hinanden også er til stede i det el-tekniske erhvervsliv. Han fortæller blandt andet om en positiv oplevelse, hvor han især har følt sig inkluderet af sine kollegaer:

”Der er fuld forståelse for, at jeg faster under ramadanen – mine kollegaer siger ’selvfølgelig skal du det’, og spørger interesserede ind til det. Det skaber en gensidig respekt, som gør, at jeg føler mig inkluderet med min kulturelle baggrund”.

Mangfoldighed som styrke på arbejdspladsen

For Hasan handler diversitet og inklusion ikke nødvendigvis om de helt store linjer, men om hverdagen på arbejdspladsen. Måden man taler sammen på, tonen i skurvognen og hvordan man møder hinanden som mennesker og kollegaer:

“Det vigtigste er, hvordan vi taler sammen. Vi lærer alt det el-tekniske på uddannelsen, men det er mindst lige så vigtigt, hvordan man samarbejder og kommunikerer til hverdag,” siger han og fortsætter:

“Når vi står side om side på byggepladsen, bør det ikke handle om, hvor vi kommer fra og hvad vi har med i baggagen, men om at løse opgaven på den bedst mulige måde. Og det skal vi gøre i fællesskab med respekt for hinandens forskelligheder.”

Hasan Tamer, elektrikerlærling hos Wicotec Kirkebjerg A/S

Hassan Tamer, 29 år og elektrikerlærling
(Hasan Tamer i arbejdstøjet hos Vestforbrænding i Glostrup, hvor han blandt
arbejder med at sætte føringsveje op og trække brandsikre kabler).

Anerkendelse af forskelligheder skaber bedre løsninger

Hasan peger samtidig på, at ledelsen spiller en vigtig rolle i at skabe en arbejdskultur med plads til flere:

“Formænd på byggepladsen og mestre har stor indflydelse på tonen. Når de går forrest og sætter standarden, gør det, at alle taler ordentligt og med respekt for hinanden.”

Hasans holdninger deles af Malene Reese-Madsen, HR-chef i Wicotec Kirkebjerg A/S, hvor Hasan er elektrikerlærling. I Wicotec Kirkebjerg er netop trivsel og dét at skabe en rummelig arbejdskultur, hvor psykologisk tryghed, tillid og respekt er nøgleord, et prioriteret indsatsområde:

“I Wicotec Kirkebjerg tror vi på, at forskellighed er med til at udvikle os – både som mennesker og som virksomhed. Vi gør en stor og prioriteret indsats for at skabe en arbejdskultur, hvor vores forskellighed er en styrke og hvor tillid, respekt, fællesskab og det gode samarbejde er i fokus. Når vi lytter til hinanden og bringer forskellige erfaringer i spil, skaber vi både bedre løsninger for vores kunder og en sundere arbejdskultur, med høj trivsel hos vores medarbejdere.”

Malene Reese-Madsen, HR-chef i Wicotec Kirkebjerg A/S


Vil du høre mere om Hasans inspirerende vej ind i el-branchen? Så lyt til Hasan fortælle mere om sin historie her: